Daginstitutionen Essedalen
Forside
Loading...

18-04-2012                     

 

Kære forældre.

Hermed lidt orientering fra Essedalen.

 

Børn.

Vi har sagt farvel til 21 skolebørn fra Essen, som er startet på SFO den 1. april

I år er 10 børn afleveret til Søndervangsskolen, 5 til Skovvangsskolen, 3 til Nordvangskolen og 3 til Vestervangskolen.

Vi sagde farvel til skolebørnene torsdag den 29. marts hvor de store børn, var på en ”meget hemmelig” tur, og bagefter spiste aftensmad og hyggede i børnehaven.

Vi ønsker held og lykke til dem i SFO og skole og vi siger velkommen til alle de nye børn, som er startet i Essedalen. Vi har allerede alle pladser fyldt op.

 

Aktiviteter.

Marts måned lavede alle stuer aktiviteter omkring sprog. Vi læste bøger, spillede bordteater, skrev legehistorier, rimede og remsede – alt efter børnenes udviklingstrin.

Til påske lavede stuerne forskellige påskeaktiviteter og vi spiste hyggelig påskefrokost lige før påske, og den 30. marts markerede vi børnehavens 1-års fødselsdag med kaffe og lagkage.

Vuggestuebørnene laver rytmik en gang om ugen og de større børn har musik.

I april deltager børnehavebørnene i Vilfreds Affaldsindsamling arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

 

Personale.

Som mange måske ved, så har vi 5 gravide medarbejdere i Essedalen; Lene i Afd. Essen, Rikke på Hammeren, Ditte på Hammeren, Mette på Nitterne og Annika på Smedene – og det er jo rigtig dejligt J

Desværre er Ditte, Annika og Lene sygemeldte og derudover har vi en langtidssygemeldt medarbejder på Smedjen.

Indtil videre er Line, Signe, Sohruz, Stephan og Louise ansat som vikarer. Morten og Ditte er stoppet og vi har ansat Line og Kathe.

Victor er ansat i job med løntilskud i det nye hus, og Katja er ny studerende i PAU-praktik, og hun er i afdeling Essen.

Fremover vil nyhedsbrevet blive lagt på vores hjemmeside www.Essedalen.dk og ikke udleveret til jer i papirform.  Dog vil vi hænge et eksemplar af nyhedsbrevet op ved de enkelte stuer.

 

 

Venlig hilsen

 

Pia Juul Pedersen, institutionsleder



Forældre/Brugerundersøgelse ligger under Links i venstre side.


Glostrup Kommunes børnehavealder ændres til 2 år og 10 måneder

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2012 ændres børnehavealderen i Glostrup Kommune pr. 1. april 2012.

Fremover er børnehavealderen 2 år og 10 måneder med mulighed for, at forældre kan vælge at lade deres barn have status som vuggestue-/dagplejebarn, indtil barnet fylder 3 år.

Det betyder, at alle børn indmeldt i dagpleje og vuggestue overgår til børnehave i den måned, hvor barnet fylder 2 år og 10 måneder, hvis forældre ikke aktivt vælger at lade barnet fortsætte som vuggestue-/dagplejebarn, indtil barnet fylder 3 år. Dette valg skal træffes senest d. 15. i den måned, hvor barnet er 2 år og 8 måneder.

Hvis der er en bekymring for, om et barn er parat til at starte som børnehavebarn ved 2 år og 10 måneder, kan både forældre og institution/dagplejer tage initiativ til en drøftelse om barnet.

I forbindelse med drøftelsen af barnets parathed til børnehave vurderer institution/Dagplejen barnet i forhold til dets sproglige, sociale, personlige og kropslige udviklingsniveau. Forældre og institution/Dagplejen drøfter på baggrund af denne vurdering, om barnet er parat til at overgå til børnehave. Det er i sidste ende forældrene, der træffer beslutningen, om deres barn er parat til at gå i børnehave.

Forskellen på at gå i vuggestue/dagpleje og børnehave er, at der er færre medarbejdere pr. barn i en børnehavegruppe. Samtidig er taksten for en børnehaveplads også lavere end for en vuggestue-/dagplejeplads.

Spørgsmål vedrørende barnets parathed til børnehave bedes rettet til den institution/dagplejer, hvor barnet er indmeldt. Spørgsmål vedrørende beslutningen om den ændrede børnehavealder kan rettes til Center for Dagtilbud på tlf. 43 23 61 00 eller dagtilbud@glostrup.dk

 

Gå til kommunens hjemmeside
Vis kort
Daginstitutionen Essedalen | Essedalen 12 | 2600 Glostrup  | 43468520/43468523  | daginst.essedalen@glostrup.dk
Gør denne side til din startside